Måske er solgte data og fake news det mindste problem?

Hvad hvis såvel “fake news” som salg af vores data kun er toppen af isbjerget og det i virkeligheden er sådan, at virtualiteten over en bred kam er ved at æde vores sjæle op?
Hvis alle de virale og epidemiske løgne bare er et symptomatisk klimaks, det sidste skridt på en lang rejse væk fra virkeligheden. En kulmination på den virtualisering, som vi har tilladt at brede sig i stadig flere zoner af tilværelsen.
Dovne drømmere, som forestillede os, at vi kunne opnå et let, et perfekt liv, hvis vi slap for det praktiske, fysiske livs byrder, har vi lidt efter lidt ofret alt for denne forstyrrede fantasi. Alle opgaver, som keder os det mindste, som ikke booster vores ego, er blevet overladt til maskiner – enhver modstand elimineret. Enhver naturlig sammenhæng mellem problem og løsning er udvisket. Opvaskemaskine, vaskemaskine, færdigmad – alt arbejde, der er nødvendigt for det umiddelbare livs opretholdelse, er reduceret til det minimale for at øge effektiviteten i den produktion, der skal skabe såkaldt “vækst”.
Vi kunne ikke affinde os med at leve i balance, cyklisk, nært, men lod os drive frem af forestillingen om mere – ville være rigere, ville udrydde døden, fremtiden skulle altid være bedre. Men undervejs har vi måske sat selve essensen over styr. Har mistet den enkle og basale forbindelse med den natur, vi er en del af – mistet den direkte oplevelse af en fysisk virkeligheds betydning i vores liv. Og har derved tabt kontakten med livets konstante mirakel som en nærværende del af vores hverdag.

Hvert øjeblik på dagen falder lyset fra en ny vinkel og alting kaster andre skygger end kort tid før og kort tid efter. Hver eneste lille detalje er ny – en fugl, der vælger at lette, fordi et vindstød kaster en flue i dens retning; en hund, der gør, fordi lyden fra fuglens vinger får en kat til at spidse øren. Stadig forandring udenfor vores kontrol. Bare det simple faktum, at hver morgen er ny og anderledes end den foregående, burde være en advarsel mod at prøve at gøre alting på samme måde hver dag. Det kan en maskine. Det kan et menneske ikke. Ikke uden at miste evnen til at mærke sig selv. Mærke den kerne af sin væren, der er natur, og derfor, ligesom hver morgen er ny, altid er i stadig bevægelse, i stadig forandring, anderledes hver dag. Det er selve livets essens, det magiske ved at være levende, som vi har ofret for at være effektive som maskiner. Ikke noget under at vi lider.
Kun ved at være tilstede i de stadig skiftende nu-øjeblikke, kan vi være hele, i kontakt med virkeligheden. Alt det andet – fortid, fremtid og virtualitet – er steder vi kun skal besøge kort, hvis vi ikke skal miste os selv og fare vild.
Men det respekterer vi ikke. Altfor meget af vores vågne tid er fyldt ud med gøremål, der ikke er andet end luft og forestillinger – uendelige konstruktioner og postulater om betydning, der blokerer vores muligheder for at forbinde os direkte til den virkelige virkelighed. Den virkelighed, hvor man kan mærke sin krop i direkte forbindelse med den fysiske verden i en meningsfuld udveksling af energi : arbejde og resultat. Stoltheden, værdigheden, tilfredsstillelsen ved at skabe direkte.
Ufattelige mængder af vores liv foregår medieret – gennem skærme og automatiserede processer, hvor vi ikke aner hvad der egentlig sker i rummet mellem os og resultatet.
Vores kommunikation foregår ikke direkte, men via skærme – med venner, med familie, med kolleger og arbejdsgivere, med foreninger, skoler og kommuner.
Vores arbejde har i vidt omfang skærmene som omdrejningspunkt – enten fordi vi direkte arbejder med viden og anden luft, eller fordi vi påtvinges New Public Managements dokumentations-krav, der lidt efter lidt tager mere tid end de praktiske opgaver, vi egentlig er ansat til at udføre.
Vi er nødt til at overgive os i blind tillid til at processerne er programmeret korrekt, så der ikke går noget galt. Man hvad gør det ved os? At befinde os i en konstant tilstand af overgivelse til systemer, som vi ikke forstår? Systemer, som udgiver sig for at være en hjælp, være til for vores skyld – men som i realiteten sandsynligvis er skabt med det formål at spare arbejdsgange, at effektivisere, at kontrollere, at manipulere, at overflødiggøre os. Men når der ikke findes nogen alternativer, ingen andre måder at kommunikere med kommunen, med banken, med lægen, med butikken, så er vi nødt til at håbe det bedste. Nødt til at bilde os selv ind, at det er bedst sådan. Og så ikke forstå hvorfor vi bliver ramt af meningsløshed, desperation, ydmygelse og afmagt, når systemerne laver fejl – eller bare ikke er designet med vores velfærd for øje.

Penge har altid været virtuelle. Boligmarkeder, aktiebobler, valuta-spekulation – altsammen intet andet end indbildning, manipulation og massepsykoser.
Vores synsfelt i det offentlige og det virtuelle rum er dækket med billeder af virtuelle mennesker – retoucheret og boostet af såvel plastickirurger som photoshop.
Vores fritid udspiller sig i de sociale mediers store virtuelle rollespil om status og opmærksomhed. Og endeløse serier på netflix og de andre kanaler
Selvfølgelig har fiktion altid været en legen med det virtuelle. Men bøger er trods alt fysiske genstande, som vores krop kan sætte mærker i – kaffe, æselører, myggeblod, sperm, tårer og syltetøj, der for altid vil forbinde dem til det øjeblik vi læste dem. Og de er ens hver gang vi læser dem, og ens for alle andre også. Ikke som tekster i det digitale rum, der til hver en tid kan ændres uden vi kan se det. Virtuelle tekster, som vi ikke aner om er skabt af algoritmer til at ramme netop os, netop hvor vi er allermest påvirkelige – i fasen før en manisk episode, lige når vi har fået løn, lige før et valg osv.
Alt er skræddersyet, så det ligner virkelighed – men en virkelighed, der kun er vores personlige. Den “virkelighed” naboen bliver præsenteret for ser sandsynligvis helt anderledes ud, skræddersyet til ham – til hans overbevisninger, til hans svagheder, til hans købekraft, til hans begær.
Vi har ingen mulighed for at mærke hvad der er virkelig virkeligt.

Så nærvær er blevet et projekt. Vi gør os umage – tvunget af vores stadig dybere frustration – med at genskabe hjørner af kontakt med vores essens. Mærke kroppen ved at dyrke mere eller mindre ekstrem sport. Mærke sindet ved at dyrke mindfulness. Mærke modstand og grundelementer ved at bage vores eget brød, dyrke en køkkenhave, bygge en carport, holde høns osv. Men så længe det ikke er andet end hobbies, er det dybest set stadig en del af den samme virtualitet, der gør os syge i sjælen. Det er en verden gennemsyret af make-believe, hvor meningsløsheden konstant truer med at invadere os.
Hvordan kan vi genskabe kontakten med en virkelighed vi tør tro på?

Stop teknodeterminismens selvkørende udvikling

Jeg har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad om min frustration over den altgennemgribende digitalisering.

“Jo mere teknologi fylder i vores liv – jo mere af vores tid vi interagerer med maskiner eller gennem maskiner – des større tendens er der tilsyneladende til at vi kommer til at behandle os selv og hinanden som maskiner. Sådan fungerer mennesker. Vi spejler os og afspejler.”

Find den på avisens side.

Eller læs den her.

Alt det Siri ikke ved

Selvfølgelig er der ting, som de digitale teknologier har gjort nemmere. Jeg er ikke maskinstormer i den forstand. Jeg ved hvor skønt det er, når noget er nemt. Men den integrering af funktioner, der virkede så praktisk i starten af den digitale tid, gør os meget let til fanger af gadgets og apps.

Hver gang jeg vælger den hurtige nemme løsning, som teknologien tilbyder, er det som om livet mister både dybde og fylde.

Hvis jeg bruger min smartphone til at skrive huskesedler, er jeg forbundet med mit arbejde (og alt muligt andet), selv mens jeg køber ind.

Hvis jeg bruger min smartphone som kamera, kan jeg ikke tage en tur i skoven for at fotografere fugle eller børn uden at have hele verden med i lommen.

Måske er det værd at overveje om alt det, der kalder sig “smart” – smartphone, smartcar, smartcity – overhovedet er ligeså smart for mig, som det er for dem, der kan bruge det til at få adgang til min opmærksomhed, mine penge og mine data.

Jeg tror det er et langt smartere valg, at adskille funktionerne igen, så man selv tager kontrollen over hvilken aktivitet, der skal have hvilken opmærksomhed.

Jo travlere vi har, des mere fristende er det, at tage den nemme vej, via teknologien, men jeg tror det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen: pludselig bliver det meget koldt, når vi opdager at vi har malet os selv op i et hjørne, hvor vi ikke har andre muligheder end de nemme og hurtige fix.

Hvis ikke vi stadig indimellem husker at spørge hinanden i stedet for at spørge Siri; bruge et leksikon i stedet for Google; bruge den lokale boghandel stedet for Amazon, risikerer vi at ende et sted, hvor vi ikke har noget valg, når alle andre veje til viden er kvalt af tech-monopolerne.

Lad os hjælpe hinanden med at huske, at der er ting i livet, Siri ikke ved; ting hun aldrig kommer til at vide; og ting hun ikke bør få adgang til at vide.

Tag livet tilbage

© Githa Linea, 2018

Mens vi allesammen er i fuld samfundsnarkose, bliver sjælen suget ud af os og erstattet med bits og likes.
Alle giver hinanden gavekort til samvær og oplevelser, som ingen har tid til at indløse.
Det føles som om der er så ufatteligt meget vi har mistet allerede – og mister mere af stadig hurtigere. Værdier vi har sluppet, tabt, udliciteret, glemt.
Indimellem er det som om savnet gør så ondt, at man slet ikke kan holde ud at tænke på det eller tale om det. Af angst for at mærke tabet igen? Eller fordi vi ikke kan rumme al den vrede, der er falmet til afmagt?
Hvis vi ikke standser op, før vi definitivt har mistet evnen til at mærke, risikerer vi at vi aldrig opdager hvad vi har mistet – at vi har mistet det, der er det essentielt menneskelige.
Jeg hører folk sige det bare er “udviklingen”. Som om “udviklingen” er et handlende subjekt. Og vi selv ikke andet end sagesløse objekter for dens skalten og valten med verden. Men det er en selvopfyldende dystopi. “Udviklingen” er ikke andet end hvad vi gør den til. Fremtiden har ikke sin egen vilje.
Vi håner tit dem, der taler om det tabte, som bagstræberiske nostalgikere, men jeg vil hellere end gerne gøre mig selv til grin og råbe højt : digitaliseringen har ikke en trevl på kroppen!
Og så vil jeg insistere på at tage opmærksomheden tilbage, fra de medier, der har stjålet den. Tage langsomheden tilbage, tage stilheden tilbage, tage trætheden, søvnen og drømmene tilbage. Jeg vil tage øjeblikkene, mellemrummene, nuancerne og fordybelsen tilbage. Tage sjælen og magien tilbage. Tage myterne tilbage. Tage friheden tilbage og tage smerten og døden tilbage. For jeg tror det er den eneste vej til at få livet tilbage. Og måske finde modet til at tage vreden og handlekraften tilbage, så vi kan blive de handlende subjekter igen?

 

Flere mentale mellemrum

Det er egentlig ufatteligt så svært det kan være at blive i kroppen, i øjeblikket, i sig selv.  Straks sætter auto-piloten i gang med alt muligt. Først og fremmest målrettet aktivitet – læse, overveje, planlægge, skrive.
Men selv hvis det lykkes at overbevise mig selv om, at jeg kan tage en halv time, et kvarter bare, hvor jeg ikke skal arbejde, går der ikke mange sekunder før jeg er revet med af en distraktion – facebook, sudoku, læse, ringe.
Eller også slår sindet sig selv hjem og går direkte til skyldfølelse, selvbebrejdelse eller bekymringer.
Bare at sidde med sindet åbent for dets eget grundstof – uden krav, vurdering eller dom – er en vild udfordring.
Følelsen af travlhed, pligt, nødvendighed og mål har sat sig fast så dybt inde, at det er svært at forestille sig et øjeblik uden at være i denne rastløse drevetheds vold.
Samtidig med at det føles som om der er store kontinenter af mit sind, som jeg derved aldrig kommer i nærheden af. Gad vidst hvor mange Atlantiser af andre mulige versioner af mig selv, der allerede er sunket i havet af bundløs glemsel af den grund?
Hvordan nogen kan tro, at der kan komme interessant og meningsfuld innovation ud af befolkninger, der konstant befinder sig i denne skiftevis målorienterede og distraherede tilstand, er svært at begribe.
Hvis vi skal finde kilderne til virkeligt gavnlige ideer om en bæredygtig udvikling på alle områder, bliver vi nødt til at skabe flere mentale mellemrum, hvor sindet kan åbne sig frit uden forventning om direkte pay-off. Og så komme i gang med at øve os – helt uden krav og ambitioner 😉

Kære venner !

 
I erkendelse af at jeg er ligeså meget en plage for facebook som facebook er en plage for mig, har jeg nu lavet en hjemmeside og en blog. I fremtiden er det primært der jeg vil dele mine tanker om udlicitering af stress, sociale medier, tekno-determinisme og andre trusler mod det mentale klima. Jeg lover at prøve at begrænse mig til at poste højst 2 gange om ugen ;-), så din opmærksomhed ikke bliver yderligere belastet end den allerede er.
Så kom meget gerne hvis du har lyst at følge med og deltage i en debat om hvordan vi skaber en større grad af mental bæredygtighed i samfundet.
http://mentalbæredygtighed.nu/blog/
Jeg kommer fortsat til at autoposte links på facebook, da det stadig er den mest effektive måde at sprede et budskab. Men jeg starter en selvstændig blog for :
1) at tage magten over mine ord tilbage og ikke kun at være prisgivet uforudsigelige algoritmers lunefuldhed
2) at undgå selv at være nødt til at gå på facebook i tide og utide
3) og for ikke at være med til at give folk en følelse af kun at kunne følge med hvis man er der.

Hvad er det med Løkkeriddernes guldgraverdrømme?

Hver gang jeg hører ordet disruption, mærker jeg uroen komme krybende op ad rygsøjlen. At vi har en regering, der tilsyneladende seriøst tror, at det giver mening at staten approprierer begrebet, burde gøre os dybt bekymrede for rigets tilstand.
I bund og grund handler disruption for mig at se om unge narcissistiske entreprenører, der hensynsløst vil rage til sig ved at bryde alle regler for social samfundsmæssig adfærd. Det er forretningsmæssige metoder, der bygger på den wildwest-kultur, der rådede blandt pionererne, da internettets territorier blev erobret. Guldgravere og banditter fandt her enorme områder udenfor sheriffens jusrisdiktion, hvor de ganske uhindret kunne tage kontrollen og begynde at udvikle stadig mere raffinerede metoder til at udvinde det nyfundne guld. Det guld som primært var at tappe data og sælge det videre. Vinderne i det goldrush blev dem, der fandt de bedst camouflerede måder at narre folk til at træde ind på deres territorium og blive længe nok til at de uafvidende havde efterladt al den viden om sig selv, som der er penge i at sælge videre. Lidt som i gamle kriminalfilm, hvor detektiverne prøvede at holde morderen fast i telefonen, så teknikerne kunne nå at spore opkaldet. Bare omvendt. Her var røverne, der prøvede at få alle oplysningerne.
Disruption har som sit primære formål at skabe kaos ved konstant at udvikle nye forretningsmodeller og nye forretningsområder, som endnu ikke er underlagt regulering. Det er en fordel for guldgravere, der vil presse markedet til det yderste. Men dette kaos betyder bl.a., at ingenting er sikkert for almindelige lønarbejdere. Vi bringes tværtimod i en tilstand af konstant alarm, der gør os til superlet bytte for guldgravernes Weapons of Mass Distraction, der så får endnu lettere adgang til vores data. Vores nervesystem, der allerede er i fuldt alarmberedskab på grund af konkurrencekulturens blinde insisteren på vækst, provokeres yderligere. Den præfrontale styring ligger underdrejet sammen med de andre kognitive ressourcer – og vi er lette ofre for annoncer, impulskøb og populisme.
Man kunne tro, at det var den slags kaos, som man havde staten til at beskytte borgerne imod gennem regulering og sikkerhedsnet i en tid fuld af omvæltninger. Men nej, vi har en regering, der tværtimod gør sig til fortaler for disruption.
Den eneste form for disruption vi kunne have brug for midt under stress-epidemien, er indførelse af borgerløn og en radikal nedsættelse af arbejdstiden. Men lur mig om det er det, der er planen med regeringens disruptionsråd….

Efterlader de digitale medier os i hvert vores “Truman Show” ?

Supermarkeder har altid brugt tricket med at placere hylderne med slik lige der, hvor man står i kø til kassen, så fristelsen er effektiv netop når blodsukkeret er lavt og børnene trætte. Med digitale mediers markedsføring er der bare blevet sat trumf på. Fordi de har samlet læssevis af data om min adfærd og mine præferencer fra sporene af mit liv på nettet, ved de lige præcis om det er gummibamser eller lakridskonfekt, der skal ligge ved udgangen for at jeg er lettest at friste. Og de har min opmærksomhed i langt flere timer end Føtex har. Derfor ved de også præcis hvornår jeg er mest tilbøjelig til at købe tøj, fordi jeg er trist, eller hvornår jeg er lettest at forføre til at bestille rejser, medicin – eller våben for den sags skyld.  Og hvis ikke jeg er meget opmærksom og bevidst, er der ikke noget som helst, der afslører at alt dette er omhyggeligt designet til at ramme netop mine svage punkter.

I praksis lever vi mere og mere som Jim Carrey i filmen “The Truman Show” – i en stor iscenesættelse, som ligner virkelighed så meget, at vi ikke kan se forskel. Og ikke et sekund er der grund til at overveje, at alle andre befinder sig i hver deres helt anderledes, men ligeså specifikt og troværdigt designede personlige virkelighed.

Fra markedets og vækstideologiens synspunkt er det naturligvis genialt. Men når de skræddersyede varer vi tilbydes i det digitale rum er holdninger og politiske budskaber, bliver det problematisk, hvis vi ikke opdager, at de andre ikke ser den samme virkelighed som os. Og at den virkelighed vi præsenteres for i vores newsfeed, i annoncer og i vores søgninger på google, er subtilt og nøjagtigt designet til at ramme vores mest følsomme steder. Det er en dybt uholdbar situation for demokratiet.

Og gad vidst hvilke konsekvenser det har vores mentale helbred, at oplevelsen af en fælles virkelighed langsomt går i opløsning – uden at vi kan sætte fingeren på at og hvordan det sker. Hvis vi aldrig opdager andet end at det er stadig sværere at forstå hinandens virkelighedsopfattelse, kunne man let forestille sig, at det kunne virke nedbrydende på mennesker med lavt selvværd.

Kan de sociale medier genvinde vores tillid?

Unilever, der er en af de virkeligt store annoncører online lægger nu pres på de store tech-firmaer. Hvis ikke platformene får styr på det “toxiske” indhold, der spredes på deres sociale medier – fra børneporno til fake news – vil man overveje at trække sine annoncer. Unilevers CMO Keith Weed opfordrer de digitale medie-giganter til at udvikle “social responsibility”, der beskytter børn og forhindrer spredning af had og polariserende budskaber.

“2018 is either the year of techlash, where the world turns on the tech giants — and we have seen some of this already — or the year of trust. The year where we collectively rebuild trust back in our systems and our society”.

Unilever warns social media to clean up “toxic” content

Kan man slette sine data på facebook?

Den norske journalist, Per Thorsheim, har prøvet at slette sin facebook-historik, men det er ikke nemt. Hvis man f.eks. får lyst til at slette nogle af de personlige begivenheder, som facebook kan finde på at tilbyde en som en festlig nytårsvideo, er det noget af en opgave. Det kan være et problem, hvis man er bange for hacking – eller bare overhovedet bekymret for at ens oplysninger og præferencer skal blive opsnappet af nogen, der kan finde på at bruge dem mod en. Chrome-browseren har åbenbart en «Social Book Post Manager», der skulle gøre det lidt nemmere, hvis man sætter sig for at slette sin historie på facebook uden at slette sin profil.

– Det er jo umulig å slette alt, det dukker alltid noe nytt opp