Hvis fremtiden var min coach

Hvad betyder ytringsfrihed,

Hvis der ikke er nogen der lytter?

Hvad betyder fredninger,

Hvis de bare kan ophæves?

Giver det mening at bekymre sig om ulighed,

Hvis alle snart er lige

Døde?

Giver det mening at bekymre sig om menneskelighed,

Hvis menneskeheden….?

Giver det overhovedet mening at bekymre sig om noget,

Når proportionsforvirringen allerede

Har spredt sit skidengule hentehår

Udover det meste af det net,

Der lukker sig stadig strammere om

Halsen på os?

 

 

Hvordan vil vi se

På det liv vi lever nu

Hvis det viser sig

At det her var

Den sidste tid?

 

Tiden hvor vi ikke længere

Kunne se hinanden i øjnene,

Når vi talte om vejret

Eller havet

Eller bierne

Eller demokratiet

Eller fremtiden

 

Alt det vi vidste,

Men ikke kunne se i øjnene,

Fordi det gjorde for ondt.

 

Alt det vi ikke kunne holde ud

At tale om,

Fordi frygten, skammen, skyldfølelsen alt for let

Blev til raseri, som vi kastede

I hovedet på hinanden.

 

Hvordan vi svingede

Som hysteriske penduler

Mellem panik og afmagt.

Hektisk talende for ikke at mærke.

 

Tvunget af selvopholdelsesdriften

Til at knuse de spejle,

Der kunne vise os den rædselsvækkende

Sandhed.

 

Fanget som bedøvede forsøgskaniner

I det umulige paradoks

At det var uudholdeligt at leve

Med gruen for fremtiden,

Men at vi måske ikke fik nogen

Fremtid overhovedet,

Hvis vi ikke så gruen i øjnene.

 

At vi inficerede hinanden

Med lammende afmagt,

Hver gang vi delte et nyt

Dommedagsprofeti,

Men hvis vi tav

Var vi en del af det samme selvbedrag,

Der truede med at blive vores nemesis.

 

Overvældet af den umulige opgave

At gennemskue hvilke trusler

Var reelle og hvilke blot distraktioner

Fra noget endnu værre.

 

At videnskabsfolk og forskere

Kunne skrive hundredevis af hyldemeter

Om de skader vi havde pådraget planeten,

Men først når en 15-årig pige

Med fletninger og alvorlige øjne talte sort-hvidt,

Var der nogen der lyttede.

 

Lyttede, indtil insektdød blev det nye sort.

Indtil en ny krise

Blev mere trendy, gik viralt, toppede listen.

 

At vi brugte tiden til at slå

Hinanden i hovedet med hver

Vores version af dommedag,

Mere optaget af at få ret

End at skifte retning.

 

At behovet for at føle os

Unikke, sku’ forhindre os i at stå

Sammen i kampen for det

der gjaldt os alle;

Det der var så oplagt vigtigt, at det virkede

Banalt, kedeligt, usexet.

 

 

Hvad vil vi sige til os selv

At vi skulle have gjort

Mens tid var?

 

Feel free to follow

Time Out

 

Gid der var en pause

Mellem fortiden

Og fremtiden.

Bare et kort stop

Hvor man kunne

Stige ud og strække

Benene. Få en kop

Kaffe og måske

En smøg. Veksle

Et par ord. Kigge lidt

På køreplanen. Snuse

Til foråret.

Tage et øjeblik

Til at overveje

Sine planer eller måske

Bare på impulsen fra et

Blik bag vinduet i vognen

På det andet spor

Skifte tog, helt uden at ane

Hvor det kører hen.

Til en by med et ukendt navn.

Eller måske gå

En rask tur rundt

Om stationen. Tage en bid

Mad på en gammeldags

Banegårdsrestaurant og se

På udsigten

På de andre rejsende,

De ventende

Og dem der tilsyneladende

Bor her.

Læse et digt.

Lade toget køre

Og også det næste måske.

Måske vente så længe

At det ikke mere er klart

Hvilken retning man kom fra

Og hvor man var

På vej

Hen

Feel free to follow