Om vreden – og hvorfor jeg er blevet nødt til at slippe den

Det er længe siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. Jeg vil godt  fortælle lidt om hvorfor, fordi jeg tror det er vigtigt at prøve at indfange den proces, der måske er den nødvendige vej fra en version af virkeligheden til en ny.

Jeg har brugt altfor meget tid og energi på vreden. Selvom jeg stadig føler, at vreden er fuldt berettiget, når jeg ser på de ting, der sker i verden, så har jeg været nødt til at slippe den. Hvor meget jeg end troede, at jeg skulle og kunne bruge vredens vildskab til at skabe forandring i verden, er det langsomt gået op for mig, at det, der skete nærmere var, at jeg blev en fange af vreden. Jo mere vred jeg var, des mere vred blev jeg. En selvforsynende evighedsmaskine af frustration og raseri, der blev stadig mindre konstruktiv. Jeg kunne skrive endeløse strømme af vrede indlæg om de vanvittige, kortsigtede, umenneskelige og destruktive ting, jeg så i verden. Men langsomt gik det op for mig, at det ikke førte til andet end mere vrede. Både hos mig og hos dem, der læste hvad jeg skrev, tror jeg.
Vreden førte tilsyneladende ikke til handling, som jeg havde forestillet mig, men til afmagt.
Måske var det fordi vreden i sig selv var en del af det tankesæt, som gjorde mig vred. Så længe jeg lod mig forføre af vreden, lod mig narre til at blive vred, var jeg ude af stand til at ændre kurs – ude af stand til at gøre noget reelt for forandringen.
Det var svimlende at erkende, at vreden i realiteten ikke var samfundsomvæltende, men tværtimod tilsyneladende decideret system-bevarende.

Men det gav mening, da jeg begyndte at tænke over, at verden kun bliver stadig mere som det vi fortæller, det vi visualiserer. Enhver dystopi fungerer tilsyneladende mere som en arbejdstegning end som en advarsel.
Derfor gik det op for mig, at den eneste vej frem var at prøve at give slip på vreden, og i stedet give mig til at forestille mig hvordan jeg ønskede verden skulle være.
Som enhver, der har været fanget i en håbløs situation, ved, er det noget af en udfordring, at finde modet til at visualisere det, man drømmer om, når man længe har levet i vreden – eller måske ligefrem har identificeret sig med den.
I den atmosfære af kynisk bedrevidenhed, som det kritiske synspunkt, den kritiske indstilling, let skaber, føles det som en stor risiko at formulere en positiv vision. Ligesom det er meget lettere at skrive negative anmeldelser end positive, kan man blive så fanget i det kritisk/kyniske paradigme, at mareridt altid virker mere interessante end drømme.

Jeg ved ikke hvorfor vi har denne tendens til at overfalde enhver positiv vision med anklager om naivitet, manglende realitetssans osv. Det er som om behovet for at fremstå som mere intelligent altid vinder, uanset om vi egentlig kan mærke drømmen klinge ind dybt i vores sjæl. Eller måske netop da? Jo mere vi kan mærke længslen, som drømmen vækker, des stærkere er impulsen til at flå den i småstykker? Som om angsten for at blive skuffet, igen, er for stor til at man tør se sine stærkeste drømme i øjnene?
Det minder lidt om de gamle kostskole-traditioner, hvor hver årgang uvægerligt ville udsætte de nye elever for de samme pinefulde og ydmygende overgangs-ritualer, som de selv var blevet tvunget igennem. Understøttet af lærere, der selv havde fået knækket sjælen i deres egen skoletid. Som om den eneste måde at udholde sin egen lidelse var at give sorteper videre.

Jo mere vi ved om traumer, des mere absurd virker det, at vi ikke tager ansvaret for at standse denne evighedsmaskine, at bryde denne den rationelle arvesynds forbandelse og insistere på retten til at visualisere en bedre verden.
Er det ikke ved at være nu, vi skal finde modet til at bryde den negative arv? Lad os give vores børn retten til at være den generation, der nægter at lade sig fange i kynismens og vredens destruktive fængsler og vælger at tro på, at de kan skabe en ny og bedre verden. Måske har de ikke andet valg efter vi og vores forældre har kørt denne her helt ud til et stykke over kanten.

Hvem vil være med til at kæmpe for håb og handling?

Feel free to follow